Rotter er et stigende problem. Både i Danmark og i vores forening. Der er nu mindst to af vore medlemmer, som har oplevet rotter indenfor.
Bestyrelsen har haft besøg af kommunens rottefænger. Han fortæller, at rotter færdes i en afstand på op til 400 meter fra det sted, hvor de bor. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden med at bekæmpe dem. Husk at melde rottebesøg til kommunen. Følg rottefængerens råd til, hvordan vi gør det surt at være rotte hos os.
1. Undgå madaffald og hestemøg i kompostbunken – det gælder også kogte grøntsager. Rotter kan også komme ind i lukkede kompostbeholdere.
2. Dyrefoder tiltrækker rotter. Lad være med at fodre fuglene – rotter kan sagtens kravle op på foderbrættet. Høns og kaniners foder tiltrækker rotterne. Hønsehuse bør være løftet fra jorden. Der bør være rottespærre omkring hønsegården.
3. Kompost, oplag, brændestabler og tæt beplantning er gode gemmesteder for rotterne og deres reder. Husk at vende komposten ofte og tømme den mindst en gang om året. Oplag af byggematerialer, grene og lignende bør flyttes en gang årligt.
4. Få lavet rottespærre omkring hus og træterrasse. Rottespærren skal graves mindst 60 cm. ned. Det kan laves af volierenet eller plader af skifer eller eternit. Rotter sætter prise på at gemme sig under huset eller en træterrasse.
5. Skab træk. Det bryder rotter sig ikke om.
Er du bekymret for, om du har rotter? Huller på 5 cm. eller mere i jorden eller kompostbunken kan være et tegn. Tjek om græsset er gnavet af omkring huller i jorden. Hvis der er gnavet af, har du besøg af en mosegris. Er det ikke gnavet af, tilhører hullet sikkert en rotte.
Vær opmærksom på, at mus ikke er nogen garanti for, at der ikke er rotter. Du kan ikke regne med, at hunden eller katten holder dem væk.