Kom til workshop på søndag 21. juni:
”Knas med naboen eller andre i HF Brandhøj?”
Jo, tidligere du reagerer og håndterer en uoverensstemmelse, jo lettere er den ofte at løse.
Bestyrelsen har derfor valgt at benytte Kolonihaveforbundets tilbud om rådgivning og vejledning til håndtering af uoverensstemmelser i haveforeningen. Det er et tilbud til alle havelejere, der kan henvende sig til konfliktmægler Birgitte Ravn Olesen fra Center for Konfliktløsning.
WORKSHOP MED BIRGITTE I HF BRANDHØJ PÅ SØNDAG KL 14
Vi har fået Birgitte til at komme og holde oplæg og workshop på søndag kl 14, hvor hun fortæller om, hvordan man kan undgå, at uenigheder bliver til konflikter, og hun vil vise, hvordan konflikter kan vokse, selvom ingen ønsker det. Hun fortæller også om, hvad det er for henvendelser, hun ofte får, og hvad det er, hun kan hjælpe med.
Oplægget tager cirka en time og der vil være mulighed for at stille spørgsmål også. Oplæg/workshop starter kl. 14 lige efter arbejdsdagen. Oplæg og workshop er for alle i Brandhøj – også dem som ikke har været til arbejdsdagen. Så mød op ved foreningshuset, hvis du vil deltage.
DU KAN FÅ HJÆLP – DET ER GRATIS
Med tilbuddet om at alle havelejere i HF Brandhøj kan få råd og vejledning, ønsker vi, at uoverensstemmelser løses så hurtigt som muligt og så tidligt som muligt mellem de involverede parter. Det giver ofte det bedste resultat for alle involverede. Derfor vil bestyrelsen være den sidste og dårligste løsning på en konflikt, hvad enten det gælder ulovlig parkering, hunde der gør, katte i haverne, støj fra mennesker og maskiner, larm i stilleperioden (fx weekend kl. 12–15), pasning af hække og stier eller rod i haven.
Heldigvis kan mange med lidt hjælp finde en god og hurtigere vej, inden det ender i en langvarig konflikt.
KOLONIHAVEFORBUNDETS TILBUD RUMMER:
- En gratis telefonisk samtale, som kan hjælpe dig videre og give redskaber til at håndtere den konkrete konflikt.
- Mægling, hvor en konfliktmægler mødes med begge parter i en konflikt til en fælles samtale om, hvordan de hver især og sammen kan komme godt videre.
Begge dele er fortroligt og deles ikke med andre end den involverede part.
SÅDAN BOOKER DU EN TID:
Du booker en gratis telefonisk vejledning ved at sende en mail til konfliktmægler Birgitte Ravn Olesen på: bro@konfliktloesning.dk
DU KAN LÆSE MERE OM BIRGITTE:
I den faste klumme om konflikthåndtering i kolonihavebladet og her: Birgitte Ravn Olesen — Center for Konfliktløsning

